top of page
Search
Writer's pictureRikke Ludvigsen

Når vejen pludselig tager en uventet drejning...


En normal løsningsfokusret opfølgning fra session til session starter med spørgsmålet ”hvad er blevet bedre siden sidst?” Dette hjælper til at kunne fremhæve, forstærke og bygge på de forandringer, som klienten allerede har skabt og som man måske har brug for hjælp til at lægge mærke til. Det hjælper også på at skabe tiltro til sig selv og sin egen evne til at komme gennem udfordringerne samtidig med at det forstærker håbet om at fremtiden kan blive anderledes og man kan opnå at skabe de ønskede forandringer.


Så jeg arbejder konsekvent med at stille Michella dette spørgsmål i starten af hver session.

Det tager hende altid en ret lang refleksionstid at komme frem til de ting, som hun ønsker at dele. Hun starter konsekvent med at svare ”jeg ved ikke rigtig, om det er blevet bedre…. men jeg…. ” og så kommer nogle eksempler på situationer, hvor hun er lykkedes med at være i verden eller sig selv på en anden måde gennem at tænke anderledes eller handle anderledes.


Det kan være ting såsom, som at hun en enkelt gang har tilladt sig at sætte sig i sofaen og slå benene op og slappe af og se en god serie, inden hun var helt færdig med sit stramt fastlagte dagsprogram. Dermed udfordrede hun sin egen indre slavepisker, som ellers fortæller hende, at hun ikke må slappe af og nyde noget, før hun har nået alle pligter, indfriet alle forventninger og har gennemgået alle de tvangsmæssige handlinger og rutiner, som sikrer hende en oplevelse af kontrol i livet. Eller at hun udfordrer samme indre slavepisker, når hun alligevel sover til kl. 9 søndag morgen i stedet for at stå op kl. 5 for at nå alle de her krav, pligter, tvangshandlinger, inden hun kan hygge sig med sin bror kl 12. Hun beskriver også, at hun 2 gange undervejs i vores proces har fået besked om, at en af de unge mennesker, som hun har været indlagt med, har begået selvmord. Tidligere har hun selv været så selvmordstruet, at hendes første tanke har været ”bare det var mig”. Nu oplever hun, at hun som det første kan tænke på den afdøde og blive ked af det på dennes og pårørendes vegne, før hun får de andre tanker og det er rart at kunne være der. Fordi Michelle er grundlæggende et meget medfølende menneske. Hun er også lykkedes med at få bestilt turen til Italien med veninderne - den første ting på den bucketlist, som jeg har beskrevet i første indlæg om hende. Dette er bare et lille uddrag af de fremskridt, som hun stødt og roligt opnår fra uge til uge.


Når hun beskriver disse forandringer, plejer hun også at sætte ord på, hvorfor hun ikke helt ved, om det er bedre. Det handler om, at det ikke føles rart at gøre det, men det alligevel føles rart at gøre det, fordi hun ved, at det er med til at skabe forandring og bedring for hende på sigt.

Hun ved, at de skridt er vigtige at tage, men hun kan endnu ikke mærke at det føles rart i kroppen.


Når jeg underviser i det traume-informerede arbejde med børn og unge er et af de budskaber, som jeg forsøger at formidle til alle de professionelle omkring børnene: At vi kan hjælpe dem alene ved at formidle til dem, hvordan vi forstår deres handlinger og adfærd ud fra, hvad der er sket med dem og ikke ud fra, hvad der er galt med dem. Når vi forstår børnene ud fra de hændelser i deres liv, som præger deres adfærd og handlinger i nuet, så kan vi formidle denne forståelse til dem og alle de voksne omkring dem og det kan tage et kæmpe pres af ansvar, skyld og skam fra børnene og dermed fremme deres heling.


Det samme gælder, når jeg har folk i traumebehandling. Som traumebehandler kan jeg se sammenhængene mellem folks mønstre og de traumatiske hændelser i deres liv. Når jeg forklarer mine klienter sammenhængen, som jeg forstår det ud fra deres traumehistorik, giver det hele altid meget mere mening for dem og det bliver pludselig både forståeligt og håndterbart. Dette er en stor del af helingsprocessen. Denne forståelse hjælper generelt også med at kunne se sig selv med kærlige øjne fremfor at være præget af skyld og skam. Det samme gælder for arbejdet med at sætte ord på de fremskridt, som de opnår undervejs i behandlingen og hvordan de hænger sammen med det større helingsbillede. Dette skaber en sammenhængende og meningsfuld proces, hvor de får bedre fat i deres styrker, ressoucer og kompetencer til at skabe de ønskede forandringer og derigennem også fremme håbet for heling.


Det er gennem disse delinger, at Michalle har en klar forståelse af, at de små forandringer er skridt på vejen til den større heling på lang sigt, som hjælper hende til at fortsætte med at gå vejen.


Som skrevet plejer vi at starte sådan, men en dag midt i forløbet gjorde jeg noget andet end det jeg plejer at gøre, hvilket viste sig at være medvirkende til at vores forløb tog en uventet drejning.


Jeg fornemmede noget var galt, da hun kom ind og satte sig i stolen. Jeg kunne se, at hun ikke rigtigt var til stede i sig selv. Så jeg sørgede for, at hun lige fik ro til at lande og spurgte hende i stedet ”hvad er vigtigt for dig, at vi bruger tiden på i dag?”


Hun tænkte hårdt og længe, mens jeg afventede i tavshed… Så sagde hun… ”jeg kommer lige ude fra min behandling” ( for spiseforstyrrelse) ”Ja”, sagde jeg i en tone som opfordrede hende til at fortsætte… Hun fortsatte ”Altså, jeg nævnte igen, at jeg har det rigtig svært med at være her og ikke har lyst til at leve og psykologen sagde til mig, at hun tænkte, at jeg skulle vænne mig til at have det sådan og at det nok er min ”baseline”. Så ville hun ikke tale mere om det, men at vi skulle fokusere på maden og min spisning”


Jeg valgte her at spørge mere ind til hendes oplevelse af denne situation og hun svarede ”det fik mig til at føle mig en lille smule kronisk” Hertil responderede jeg ”det forstår jeg - hvis jeg havde hørt det, så ville jeg ikke blot have følt mig en lille smule kronisk, men meget kronisk” Hun kiggede på mig med store øjne ”ville du?” ”Ja, det ville jeg” svarede jeg. Hun svarede lettet ”åh, hvor er jeg glad for at høre det - jeg troede bare, at det var mig”.


Hertil fortsatte jeg ”Jeg kan forestille mig, at det også må være ret svært på den ene side at høre det og så på den anden side høre mig tale om håb for heling og vi sammen arbejder på, at du skal få lyst til at leve”. Hun nikkede og bekræftede, at det var svært at forholde sig til 2 så vidt forskellige perspektiver.


Hun havde tidligere fortalt mig om, hvilken form for behandling hun er i og hvordan de arbejder med at hjælpe hende med at få styr på sin vægt og spisning, så jeg var klar over, hvilken behandling jeg skulle understøtte. Jeg blev dog denne her dag klar over, at jeg blev nødt til at forstå bedre, hvad hun havde oplevet gennem de snart 13 år i psykiatrisk behandling siden hun blev diagnosticeret med klinisk depression som 10-årig. Jeg begyndte at spørge ind til detaljer af denne del af hendes historie, som vi ikke tidligere havde berørt.


Det blev en fortælling om, hvordan hun selv havde oplevet og også havde været vidne til at andre indlagte patienter for spiseforstyrrelser blev straffet med at skulle drikke proteindrik, hvis de ikke var færdige med at spise deres planlagte måltider indenfor måltidets fastsatte tidsramme. Det blev også en fortælling om, hvordan hun er blevet straffet med at skulle drikke en proteindrik, fordi hun en dag kom 5 minutter for sent hjem efter en gåtur med sin far og hun forsøgte at nå frem til tiden ved at løbe. Da jeg ikke forstod, hvordan det kunne føre til en straf, forklarede hun logikken på denne måde ”de tror, at vi gør det for at snyde, fordi vi er spiseforstyrrede og vi ikke er til at stole på”. Blot for at nævne et par af de oplevelser, som hun bærer på.


Det førte til en session med en spejling af hendes oplevelser, et arbejde videre med at lave perspektivskiftet inden i hende fra ”hvad er galt med mig? til ”hvad er sket med mig” og en uddybende forståelse af hendes traumereaktioner set i lyset af disse fortællinger. Det førte os også til dialogen, som jeg nævnte i sidste blog indlæg om, hvorvidt hun ville leve i en verden af håb eller en verden af mangel på perspektiv på forandring. Hun valgte heldigvis håbet og gik gladere og lettere ud ad døren med nogle tiltag til kunne passe godt på sig selv i behandlingsforløbet.


Efterfølgende sad jeg meget klogere tilbage ifht. at forstå en af grundende til at hendes afstraffelsesmønster er blevet så stærkt, men jeg vidste også, at jeg måtte reflektere godt og grundigt over min rolle i hendes rejse hjem til sig selv inden næste session.

Hvordan disse refleksioner førte os til en ændring i vores forløb, vil jeg dele med dig i næste blog.


Nu vil jeg slutte med at ønske dig en god påskeferie med varme hilsner fra Indien, hvor jeg lige nu med minNGO Sisterpower International arbejder på at få skabt et empowerment projekt for udsatte traumatiserede kvinder. Det skal hjælpe kvinderne i projektet med at finde deres vej hjem til dem selv og derigennem skabe en mere tryg og sikker fremtid for dem selv og deres børn.


Rikke


146 views0 comments

Comments


bottom of page