REFERENCER

HVIDOVRE KOMMUNE

Rikke har i to år superviseret mit team af specialuddannede socialpædagoger i vores intensive anbringelsesforebyggende familiebehandlingstilbud, hvor målgruppen er udsatte børnefamilier med multiple og komplekse sociale problemstillinger.

Rikke byder ind med et højt fagligt niveau og kan skifte i supervisionen mellem teoretisk input, praksisnær dialog samt supervisionsspørgsmål, der inviterer til refleksion på teamniveau såvel på individniveau. Der har været en velfungerende vekselvirkning mellem refleksion, teori og praktisk pædagogiske overvejelser og handlemuligheder. I mit team har det været en meget stor fordel, at Rikke kender målgruppen og dermed den højrisiko-praksis vi arbejder i, så supervisionen hele tiden kunne trækkes tilbage til praksis ikke blot af teamet selv men også af Rikke.

Rikke har metodisk haft et overlap if.t. hvad vi i teamet arbejder med, særlig ”Sleeping Dogs” (Arianne Struik) samt diverse løsningsfokuserede tilgange (S.o.S, sikkerhedsplansarbejde, De tre Huse, AI mv.). Det har ligeledes været et stort plus.

Rikke er god til at fange hvad der sker i rummet og lave relevante justeringer undervejs. Rikke byder derudover altid på en faglig nysgerrighed, der i sig selv er fremmende for refleksion og udvikling.

Rikke kommer velforberedt og med et nærvær, et engagement og en energi der er meget motiverende.  

Jeg har som teamleder oplevet samarbejdet med Rikke meget positivt og inspirerende if..t gensidig feedback på hele processen; både i planlægnings- udførelses- og efterbehandlingsdelen af supervisionen.

Jeg kan kun give Rikke mine allervarmeste anbefalinger.


Rikke Norlin, Afdelingsleder Kimen, Børnecenter Hvidborg 2020

GENTOFTE KOMMUNE

Jeg har gennem de sidste mange år haft fornøjelsen af at have Rikke Ludvigsen som samarbejdspartner i forbindelse med mine ansættelser som socialrådgiver, faglig koordinator og afdelingsleder i kommunalt regi.


Rikkes høje faglighed og løsningsfokuserede tilgang har været gennemgående for den måde hun har ageret på i vores samarbejde. Når man har Rikke som underviser eller supervisor kan man forvente at blive støttet i selv at skabe en udvikling og med den støtte også få trænet nye færdigheder i et trygt rum, hvor der ikke bliver gået på kompromis med den faglige kvalitet.

Rikkes evne til at omsætte det teoretiske til noget praksisnært og anvendeligt har været utroligt givende og man er gået fra undervisningen med inspiration både til små forandringer i hverdagens arbejdsliv og større omstillinger i måden at tænke sit arbejde på.


Rikke har været en værdifuld konsulent og sparringspartner både i forhold til konkrete opgaver, men også når der har skulle tænkes større tanker og sættes nye tiltag i gang. Jeg har sat utrolig stor pris på de inputs, den viden og erfaring Rikke kan bidrage med på mange niveauer, fra det helt praksisnære til det organisatoriske.


Jeg kan således kun give Rikke mine varmeste anbefalinger, uanset om man har brug for at få løst en konkret opgave, supervision, undervisning eller støtte til faglig udvikling af grupper så vil Rikke kunne løse opgaven med høj faglighed og god energi.

Mette Stryger, Afdelingsleder, 2020

HALSNÆS KOMMUNE

Rikke har gennem en årrække superviseret mine medarbejdere i arbejdet med de mest komplekse familiesager. Rikkes supervision har i høj grad styrket medarbejdernes kompetencer i at facilitere processer, som har hjulpet familierne til selv at skabe de nødvendige forandringer og bæredygtige løsninger. Rikkes supervision har styrket medarbejdernes tilgang og forståelse af familierne, som aktive aktører i forandringsarbejdet samt styrket medarbejderes metodiske tilgang til understøttelse af forandringsskabende processer i familierne. Rikke har desuden faciliteret medarbejderteamets interne udviklingsprocesser, hvilket har styrket samarbejdskulturen og arbejdsglæden i teamet, og dette har haft en direkte positiv effekt på deres løsning af kerneopgaven sammen med familierne.


Jeg giver hermed Rikke mine bedste anbefalinger.

Pernille Vestergaard Kleffel, Leder i Familieafdeling, 2020

HALSNÆS OG GENTOFTE KOMMUNE
Jeg har haft den store fornøjelse, at samarbejde med Rikke Ludvigsen siden 2014 i tre forskellige kommuner. Rikke har været supervisor i 2 sikkerhedsplanteams. Rikke er professionel, ekstremt vidende i forhold til hvad der virker i forhold til sårbare, traumatiserede børn, deres forældre og private netværk. Hun er metodisk, teoretisk og praktisk i absolut verdens klasse. Rikke er et sjældent varmt, fintfølende menneske, der hurtigt opnår både borgernes og de professionelles tillid og har en særlig god fornemmelse for hvad der er behov her og nu. Rikke har haft en afgørende rolle i udviklingen af Sikkerhedsplanarbejdet i både Halsnæs og Gentofte Kommune.

Sten Bager, Børne- og familiechef, 2020

HELSINGØR KOMMUNE
Rikke har gennem de sidste 1 og et halvt år coachet familierådgivningens socialrådgivere i, hvordan vi får omsat at arbejde med den Løsningsfokuserede tilgang i praksis. Vi har nydt godt af Rikkes kompetente faglighed som rådgiver gennem mange år og hendes fantastiske evner til at omsætte teori til refleksioner og løsninger vi kan omsætte til praksis med familierne. Rikke formår med sin store imødekommenhed at skabe et professionelt og anerkendende læringsmiljø.

Lisbeth Munkager, Familierådgivningen, 2013