Search
  • Rikke Ludvigsen

Begyndelsen på Michellas rejse hjem til sig selv.

Updated: Jan 7

Det var en mørk eftermiddag i midten af november, da jeg fik en tøvende ung kvindestemme i røret, som var undersøgende overfor, om jeg måske kunne hjælpe hende. Hun havde fået anbefalet at tage kontakt til mig af sin tidligere mentor, som var en kvinde jeg har undervist i arbejdet med traumatiserede børn og unge. Mentoren og den unge kvinde havde talt om udviklingstraumer og om, at det måske kunne være årsagen til hendes udfordringer i nuet. Der var noget i deres snak, som havde fået en klokke til at ringe og noget hun kunne genkende sig selv i, men som hun sagde i telefonen, så kunne hun alligevel ikke helt forstå, at det skulle være traumer, fordi hun havde jo haft en ”god barndom med gode forældre, som havde gjort det bedste de kunne”. Gennem dialogen kom det frem, at hun altid havde været følsom og følelsesfuld, men var født ind i en meget logisk tænkende familie, hvor der ikke rigtig var plads til følelser. Da jeg forklarede hende om, hvordan det kan skabe forstyrrelser både i relation til sig selv og til andre, hvis man på den måde må lukke så stor en del af sig selv ned for at kunne være i relationer, gav det hele pludselig mening for hende.


Hun besluttede sig for at ville hente den del af sig selv hjem igen, så denne november eftermiddag startede hendes rejse hjem. En rejse, som vi har aftalt at dele med jer fuldt anonymiseret og med et navn, som hun selv har valgt. Hvorfor? Fordi… Hvis hendes fortælling med tiden kan hjælpe andre til at få fokus på traumer og traumeheling til at få det bedre, vil det give hendes liv mening – og vigtigheden af mening lige nu vil du kunne forstå, når du læser videre.


Lad mig introducere jer til Michella…. en ung kvinde på 23 år som siger om sig selv ”jeg var barn, så var jeg syg og nu er jeg voksen” Bag denne udtalelse gemmer sig en historik med en klinisk depression som 10-årig, en psykiatrisk indlæggelse som 12-13-årig med efterfølgende behandling for både GUA, dissociativ tilstand, generaliseret angst, depression, spiseforstyrrelse - anoreksi/atypisk og ængstelig personlighedsforstyrrelse, hvor dog GUA og dissociativ tilstand er blevet fjernet igen. Ved en nærmere gennemgang af hendes barndom kom flere traumatiserende hændelser frem, men også fortællingen om forældre som har hjulpet, støttet og været der for hende gennem sygdomsforløbet. Det ene udelukker ikke det andet.


Michella var på den ene side overrasket over at se betydningen af hændelserne fra fortiden og sammenhængen med flere af hendes udfordringer, men samtidig gav det håb – håb for at hun måske alligevel kan få det bedre. Alene det at få vendt perspektivet fra ”hvad er galt med mig?” til ”hvad er sket med mig? kan give håb for heling, fordi det efterlader muligheder for en bearbejdning og en frisættelse fra fortiden. Noget man kan arbejde med her og nu og som kan ændre ens forhold til sig selv og omverden. Det giver også mulighed for at slippe en masse skyld og skam, hvilket mange traumatiserede mennesker lider meget under, så det kan klart anbefales altid at arbejde med at lave dette perspektivskifte.


Tilbage til håbet. Mary fonden har netop udgivet en ny rapport om håb, hvor de blandt andet fremhæver, at ”håbet knyttes til en drøm eller en forventning om et sted, man gerne vil hen – og til vejen derhen. Håbet har stor betydning for, at man kan klare livet og selv gøre noget for at komme ud af en dårlig livssituation. Håbet beskrives som dét, der giver drive eller som ”benzinen”, der holder én kørende.” Herudover beskrives, at det giver håb at fokusere på små skridt mod en bedre livsituation og at fagpersoner kan spille en afgørende rolle for at skabe håb for den enkelte.


Så hvorfor det store fokus på håb? Udover at jeg er uddannet indenfor den løsningsfokuserede korttidsterapi og bruger det i arbejdet med traumer, så er det også fordi Michella ved starten af vores forløb har konstante selvmordstanker. Hun holder sig kun i live ved hjælp af en liste af pårørende, som hun har skrevet ned for at minde sig selv om, hvem hendes handling ville gøre fortræd, hvis hun valgte at handle på tankerne. Michella er generelt præget af voldsomt selvhad, selvafstraffelse, selvskade og tvangspræget adfærd og tillader sig grundlæggende ikke at fejle, slappe af eller nøjes med mindre end perfektion.

Da jeg undersøger hendes negative overbevisninger om sig selv er flere i spil, blandt andet ”jeg er ikke god nok”, ”jeg er ikke noget værd” og ”jeg er skadelig for verden”, men den værste var nok en overbevisning jeg aldrig har hørt før ”jeg er spild af Co2”.


Af alle de ting man kan gøre i en sådan situation, er arbejdet med stabilisering af nervesystemet det absolut vigtigste fra mit perspektiv, men først måtte vi lave en aftale om, at hun ikke vil gøre skade på sig selv, mens vi arbejder sammen. En aftale hun faktisk ikke var helt glad for at lave, fordi hun bryder IKKE aftaler og det lukkede jo så den dør, som ellers stod ret åben. Vi aftalte, at hun skulle skrive mit navn på listen for at blive mindet om aftalen, når hun nåede til mit navn.


Og fordi hun er så god til lister og fordi hun havde et stort ønske om at finde en grund til at holde sig i live for sin egen skyld og ikke for andres… ja, så fik jeg inspirationen til at lave en ”bucketlist” med hende af de ting, som hun har lyst til at opleve i livet. Det tog godt nok lidt tid at finde den første, men så kom det med et smil på læberne ”jeg har engang talt med nogle veninder om at køre rundt på den italienske kyst, men er det okay, at jeg ikke kan mærke lysten.” Hertil måtte jeg svare ”det er helt ok, at du ikke kan mærke lysten, fordi når du ikke kan mærke din krop, vil du heller ikke kunne mærke lyst”. Det ledte os videre til det vigtige arbejde med at komme hjem i kroppen igen, men det startede også en proces, hvor hun ved sidste samtale havde 4 ting på ”bucketlisten”. Det går stille og roligt fremad.

Ligesom det går stødt og roligt fremad med at bygge ressourcer op i kroppen til at kunne komme hjem i sin krop igen på en tryg og sikker måde. Ved første samtale oplevede hun, at hun kun kunne være fuldt til stede i kroppen et sted mellem 5 – 10 minutter og hun kunne ikke trække vejret helt ned i maven uden at blive bange. Så med respekt for hendes grænse for, hvor langt hun kunne trække vejret ned i kroppen på en tryg måde for hende, fortsatte vi med at lave vejrtræknings-øvelser lidt tid endnu. De skabte en lille forandring i hendes tilstand på en måde, som hun ikke havde prøvet før, så det alene gav hende håb for at det nyttede noget at lave arbejdet med mig.


Allerede på 4. samtale lykkedes det os at nå en milepæl…. Endelig fik hun oplevelsen af, hvordan det kunne være at være i en krop og føle sig afslappet, rolig og godt tilpas, hvilket var første gang siden 7-8 års-alderen. Hun sagde ” jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg har haft det sådan” og hun blev helt ængstelig for at miste tilstanden igen, hvilket jeg ofte ser, når folk får skabt kontakten til deres kroppe efter at have mistet den i lang tid. Jeg betryggede hende, at nu hvor kontakten er genskabt er den nemmere at få fat i igen, hvis hun skulle hun miste den igen. Jeg er spændt på at se, hvordan det er lykkedes med at holde fast i den mellem jul og nytår.


Hvordan Michella og jeg sammen nåede til milepælen vil jeg skrive mere om i næste indlæg.


Jeg bliver altid så ydmyg over at se, hvor hurtigt mennesker kan genskabe kontakten til de tabte dele af dem selv, så de kan blive hele igen, når de får hjælpen til at forstå, forbinde, forløse og derigennem forandre deres tilstand. Den menneskelig kraft til at hele og komme sig igen ovenpå traumatiske hændelser er imponerende og det er blandt andet noget af det, som jeg ønsker at bringe fokus på gennem denne blog i en tid, hvor mange har det så svært.


Rigtig godt og håbefyldt nytår - og god weekend!



Rikke




108 views0 comments