Search
  • Rikke Ludvigsen

At stå ved en skillevej og træffe et valg er ikke nemt...

I sidste blogindlæg omkring Michellas forløb sluttede jeg med at dele, hvordan vi sammen måtte dykke ned i hendes svære oplevelser med psykiatrien gennem årene for endnu bedre at kunne forstå hendes nuværende tilstand. Jeg delte også, hvordan hun valgte at gå med håbet for heling fremfor at tro på psykiatriens budskab til hende om at skulle forholde sig til sine selvmordstanker som en ”baseline” og en kronisk tilstand. Efter denne session måtte jeg reflektere godt og grundigt over, hvordan jeg bedst kunne støtte hende, når hun fortsat valgte at være i et forløb, som jeg tydeligvist kunne se, belastede hendes nervesystem tiltagende og når hun dermed ikke rigtigt profiterede af vores forløb.


Set i lyset af denne uges artikel i BT af d. 6 juni 2022 om selvmord i psykiatrien bliver dette her blogindlæg endnu vigtigere for både hende og jeg at dele med jer. I artiklen fremgår det, at BT har søgt og fået aktindsigt ved landet 5 regioner. Den viser at landets psykiatriske afdelinger i perioden registrerede 190 selvmord som utilsigtede hændelser, dvs. at siden 2020 har mindst 65 patienter altså begået selvmord, mens de har været indlagt på psykiatrisk afdeling og125 psykiatriske patienter har taget deres eget liv, mens de har været i ambulant behandling. I kan læse hele artiklen her: https://www.bt.dk/politik/mindst-65-patienter-begik-selvmord-under-indlaeggelse?fbclid=IwAR3W9rnponz9feAByZUC6lMf4dbfD4cYY24oXLUzDSOgdhTH6vicPWCijFo

Michelle selv kender op til flere unge mennesker, som har begået selvmord. Bare i vores korte tid sammen, har hun fortalte om 2 med-indlagte, som har valgt denne vej ud af lidelsen.


Jeg bringer ikke dette i spil for at rette en kritik af de enkelte medarbejdere i psykiatrien, fordi de knokler som aldrig før og gør uden tvivl deres bedste i den ramme, som de bliver givet. Gennem den nyligt startet kampagne under #deterogsåmig kaster medarbejderne i børn - og ungepsykiatrien nu selv lys over, hvor svære vilkårene er for dem at arbejde under og hvordan de oplever at svigte patienterne. Budskabet om at en 10 års plan for psykiatrien er nødvendig er ikke til at tage fejl af – og Michella og jeg vil også støtte op om budskab om at den plan skal prioriteres NU. Vi håber er, at både rammer og tilgang i fremtiden kan få en kvalitet, som de psykiatriske patienter i højere grad kan profitere af.


Tilbage til Michellas personlige forløb. Efter vores dialog omkring hendes psykiatriske behandlingsforløb, måtte jeg dele mine efterrefleksioner med hende i forhold til, at jeg oplevede at komme til at skabe mere forstyrrelse end heling, når hun på denne måde kom til at stå midt mellem 2 så vidt forskellige perspektiver og tilgange. Vi tog en snak om, hvad hun havde mest behov for lige nu. Michelle havde lovet sig selv at give spiseforstyrrelsesbehandlingsforløbet en chance på 6 måneder til at vise, om hun kunne få det bedre og opnå en bedre relation til mad. Denne aftale med sig selv ønskede hun at overholde, på trods af, at hun oplevede tiltagende at blive mere spiseforstyrret end da hun startede forløbet.


Da jeg ønskede at støtte hende i at vælge den helt rigtige vej for hende, foreslog jeg, at vi måske kunne ændre vores sessioner til kun at hjælpe hende med at være bedre i kroppen og regulere nervesystemet. Det ville måske kunne hjælpe hende bedre at kunne holde ud at være i den anden behandling og forhåbentlig få positive resultater med derfra. Det ville hun rigtig gerne og hun var lettet over, at hun ikke behøvede at skulle vælge noget fra, men at vi i stedet kunne gøre noget understøttende til at hun kan få det ud af forløbet i psykiatrien, som hun ønskede og håbede på.


Dermed blev vores formål med traumebehandlingen pludselig meget anderledes… fra at arbejde på at sætte hende fri af fortiden og få livslyst og livsglæde frem til at hjælpe med at regulere nervesystemet, så hun kan holde ud at være i en behandling for sin spiseforstyrrelse i nuet.


Det havde jeg ikke lige set komme og jeg vidste ikke, hvordan det ville virke, men vi blev enige om at give det en chance. Gennem denne proces ville hun forhåbentlig kunne opnå en større ro og tryghed i en svær situation samt at opnå at blive mere stabiliseret og lægge et trygt fundament for vores videre arbejde i fremtiden. Måske vigtigst af alt lærte hun nogle livsvigtige lektier om at træffe de rigtige valg for sig selv og at følge den GPS, som er hendes og ikke min, ikke psykiatrien eller nogen andens.


Som en del af den udviklingsproces med at lære at vælge, brugte vi tid på at tale om, hvilke tegn på bedring hun skulle se for at kunne sige, at det virkede godt nok til at fortsætte efter de 6 måneder. Dette for at kunne træffe et kvalificeret valg. Af de dialoger blev det tydeligt, at hun tidligere havde fået et tilbud i psykiatrien med eksponeringsterapi, som havde hjulpet dengang. Derfor havde hun positiv forventning og en forhåbning om, at hun gennem forløbet med at blive eksponeret mere og mere for mad, også ville kunne opleve at det ville blive nemmere med tiden.

Sådan som de også lovede hende det i behandlingen.


Så da det ikke skete, men hun tværtimod oplevede sig mere og mere spiseforstyrret, troede hun, at det var hende som ikke var god nok og hun var en fiasko eller en fejl. Det viste sig dog, at hun havde gjort ALT, hvad programmet havde foreskrevet og fulgt alle vejledninger til punkt og prikke. Da Michella er meget matematisk spurgte jeg undersøgende, ”hvordan kan du få den ligning til at blive til, at du er en fiasko?” Hun kiggede undrende på mig og så gik vi i gang med at sætte et regnestykke op som hed: personligt ansvar/hendes indsats x sygdommen x behandlingen = resultatet. Hendes kommentar var ”hvis behandlingen er en variabel, er det den forkerte slags”. Hun legede med tanken om, at en anden behandling måske ville kunne hjælpe bedre denne gang. Vigtigt var det dog at forstå, at det havde virket tidligere i en situation og hun derfor troede, at ”hvis hun bare gjorde det nok og længe nok, så ville det lykkes”. Men resultatet denne gang udeblev og hun blev dårligere og dårligere.

Hun endte med at være så dårlig, at hun i sidste samtale før hendes deadline for evalueringen gentagne gange dissocierede. Et spejl jeg blev nødt til at holde op for hende ved at sige, at jeg fysisk kunne se, at hun mange gange under vores samtale kortvarigt tjekkede ud af sin bevidsthed, hvilket jeg ellers ikke havde observeret siden til starten af vores behandling. Hun græd over at erkende, at hun måtte give op på håbet om, at de 6 måneder ville føre heling med sig og hun dermed kunne fortsætte ad den vej. Hun græd over at hendes tilstand nu var så dårlig og at hun næsten ikke kunne rumme at skulle bare en mere gang derud. Hun græd over at skulle se i øjnene, at hun måtte træffe et valg, som hun var bange for… fordi hun havde siden 10-års alderen ikke oplevet at stå uden psykiatrien i ryggen og det var faretruende for hende nu at skulle det. Vi talte om, at hun ikke stod uden behandling, da vores forløb ville fortsætte, men det var en anden slags end den velkendte. Jeg måtte også minde hende om, at hun også ville have mulighed for at vende tilbage til psykiatrisk behandling, hvis hun oplevede behov for det i fremtiden. Det var ikke et valg for livet. Det var et valg om at gøre noget andet på et tidspunkt, hvor det hun gjorde ikke virkede for hende efter hensigten. Vi talte om det løsningsfokuseret princip om ”at gøre mere af det som virker”, men ”hvis det ikke virker, så skal man gøre noget andet”.


Gennem accepten og forløsningen kom roen og afklaringen og da hun gik ud ad døren, var hun klar til den samtale, som hun nu endegyldigt havde truffet valg om. At stoppe forløbet og hellige sig sin heling gennem arbejdet med sine traumer. At kigge på årsagen fremfor symptomerne.


Det var en stærkere kvinde end jeg havde set længe, som gik ud ad døren. Heldigvis blev hun mødt med en stor forståelse for og anerkendelse af hendes valg hos hendes psykolog i det psykiatriske system – og en invitation til at komme tilbage, hvis hun havde brug for det. Det var både en kæmpe lettelse, men også virkelig betydningsfuldt for hende at blive støttet i valget på den måde.

Så nu er Michella og jeg igen tilbage til udgangspunktet og det oprindelige formål om at komme hjem i sig selv og på den vej at finde lystlysten og livsglæden. Hvor det nu vil føre hen, er spændende at se. Vi ved ikke andet end vi vil blive ved med at blive klogere og at blive ved med at dele ud af vores forløb sammen i håb om at det er brugbart for andre at følge processen.

Rigtig god sommer

- and to be continued…

Rikke




38 views0 comments

Recent Posts

See All